Her er jeg med

søndag den 7. september 2014

Lidt kongelig har man da lov at være!

Vi har oplevet mange spændende ting i den sidste tid. Men dette indlæg skal handle om det mest spændende, vi har oplevet i løbet af de sidste par uger, som også bød på bagekursus, besøg hos børnebørnene, restaurantbesøg, opstart af spanskkursus og en 50 års fødselsdag i Gentofte + det løse. De næste indlæg vil helt sikkert komme til at handle lidt om nogle af de begivenheder.

Fra Bella Sky, som jo er nabo til Bellacentret

I fredags og i går var der Almene Boligdage-messe i Bellacentret med fokus på fællesskab, socialt engagement og bæredygtighed. Messens navn: How to house. Messen blev åbnet af selveste kronprinsessen, som også holdt en tale, og som gerne ville se en del af udstillingen. Sønnike fik travlt med at lægge en rute gennem messen for hende, da han er ansat i det firma, BL, som sammen med Dansk Arkitekturcenter havde hovedansvaret for afholdelsen, og han var blæksprutte på messen, som havde stande fra alle mulige boligforeninger landet over. Han havde travlt, men vi fik tid til en snak , både med ham, vores svigerdatter og vores ældste barnebarn på 7 år.
Hun var blevet bedt om at overrække kronprinsessen de obligatoriske blomster, inden sidstnævnte åbnede messen. Selvfølgelig skulle vi overvære dette Once in a life-time-moment!

Her står hun og venter sammen med officials
Hun gik op i det med liv og sjæl, var meget koncentreret og alvorlig. Hun klarede det hele så flot. Der var mange tilskuere, deriblandt mange børn. På messen var der også workshops for børn, og hele skoleklasser, bl.a. fra Nordjylland, havde taget turen for at høre mere om Minecraft-spillet, som er et computerspil med fokus på netop fællesskab og demokrati.
Det var naturligvis en brancheorienteret messe, og man kunne få information om hvad som helst i forbindelse med byggeri. En spændende messe, hvor der var gjort meget ud af de enkelte stande. Man kunne også undervejs høre om UrbanGardening (Tagtomater) og om Iværksætteri for unge indvandrere.

Så kom Krone 8 med kronprinsessen.

Det store øjeblik: 2 prinsesser møder hinanden!
Øjenkontakt
De næste 507 billeder må I undvære! Selvfølgelig var både forældre og bedsteforældre stolte. Den lille prinsesse havde været nervøs. Efter at være fulgt med Mary og værterne ind i konferencesalen, hvor der skulle holdes tale, var det hele slut for blomsterpigens vedkommende. "Mor, nu er det overstået"! Ja, det var det, og hun bestod prinsesseprøven til UG med kryds og slange. Nu drejede det sig om, hvornår Onkel Reje gik på scenen!
Jeg må sige, at kronprinsessen er en meget nydelig og elegant dame, som stillede mange spørgsmål, som viste, at hun var velorienteret, samtidig med at hun tog sig tid til at snakke med nogle af de mange børn, der var til stede. Det var første gang jeg så hende live.
Det fremgår vist tydeligt, at jeg ikke er republikaner!

8 kommentarer:

  1. Sikke en spændende oplevelse for jer - og det er nogle meget dejlige billeder, I har taget! Jeres lille prinsesse må være stolt over at have fået lov at overrække blomster til kronprinsesse Mary. Jeg er heller ikke republikaner :-)
    Rigtig god aften!

    SvarSlet
  2. Det var meget spændende. Det var stort at få lov at overrække blomsterne! Mange tak, Madame, og god aften!

    SvarSlet
  3. Hvor stort - det glemmer hun aldrig :-)
    Og nej, selvfølgelig er vi ikke republikanere - vi har sådan et godt kongehus.
    Urban gardeling synes jeg er så spændende - har set nogle (engelske) udsendelser om det - utroligt, hvad de kan få ud af det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, jeg tror heller ikke, at hun nogensinde glemmer det! Hvad angår kongehuset, er jeg helt enig. Mht Urban gardening er der rigtig mange muligheder. Her drejede det sig især om små haver på tagene via firmaet Tagtomat. Jeg fik nogle morgenfruefrø med hjem. Mange tak, Ellen, og god mandag.

      Slet
  4. Det har helt sikkert været en stor oplevelse for en lille pige :-) Selve messen lyder helt bestemt også interessant.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var ganske rigtigt en stor oplevelse, og det var det også for hendes familie :-)! Jeg tror, vi var der i ca. 3 timer, for vi havde andet på programmet også. Vi kunne dog sagtens have brugt endnu mere tid, for der var mange interessante ting at se på, også selv om man ikke lige skal i gang med at bygge :-)! Mange tak, Randi, og rigtig god mandag!

      Slet
  5. En stor dag og en stor oplevelse som ingen af jer nogensinde vil glemme. Så menneskelige og helt nede på jorden er hele vort kongehus. Jeg har haft fornøjelsen at møde de fleste af dem helt uden for rampelyset.

    SvarSlet
  6. Mange tak, Pia. Ja, det var en stor oplevelse for os alle. Kongehusets medlemmer er nede på jorden og meget nærværende i mødet med andre mennesker, høj eller lav. Det er altid spændende at opleve dem. God tirsdag!

    SvarSlet