Her er jeg med

mandag den 12. januar 2015

Godt nytår!

 
 
 
 


Det er vist på høje tid, at jeg får ønsket godt nytår, men bedre sent end aldrig? Jeg håber, at langt de fleste er kommet godt ind i 2015. Fra medierne ved vi, at nogle ikke er, enten det har været storme og oversvømmelser, der har været på spil, eller noget så uigenkaldeligt som begivenhederne i Paris.
Med 4 nuværende og forhenværende journalister i min nærmeste familie, føler jeg ekstra stærkt med de omkomne og deres pårørende.
"Jeg kan ikke lide, hvad du siger, men jeg er klar til at gå i døden for din ret til at sige det." Et citat, som er tillagt Voltaire, selvom det er Evelyn Beatrice Hall, der har formuleret det som udtryk for Voltaires syn på ytringsfriheden: Et almindelig kendt citat, som også er blevet anvendt mange gange i forbindelse med den frygtelige tragedie i Paris. Selvfølgelig skal ytringerne være inden for lovens rammer, altså fx satire med omtanke.
Som manifestation på det og for at bakke op om Frankrig så vi mange statsledere sammen med flere millioner mennesker være på gaderne i Paris i går. Når det gælder, står landene sammen. Midt i tragedien var det dejligt at se. Og journalister og tegnere kæmper videre verden over. "Man binder os på mund og hånd, men man kan ikke binde ånd...."(Poul Henningsen).
Demokratiet og dermed ytringsfriheden er kommet for at blive!

På det personlige plan kom vi godt ind i det nye år. Vi fejrede det hos naboens. Sammenskudsgilde! Ganske fortræffeligt. Jeg havde lavet forret og dessert. Resten stod værtsparret for.

En halv hummer, hjemmebagt brød, hjemmerørt mayonnaise, marinerede agurkestave, ærtepuré, ørredrogn og lucernespirer
Til hovedret oksemørbrad med alskens tilbehør og som dessert en islagkage med passionsfrugt og dertil passionsfrugtmousse.
Hvad angår det at skyde nytåret ind, kunne vi stå bag vinduerne og se fyrværkeri ude over fjorden. Flot!
Inden vi nåede nytåret havde vi fejret juleaften hos Øglemor Jeg mener, at det var anden gang på 37 år, vi fejrede jul uden for hjemmets 4 vægge. Vi var 11. Det gik så fint. Det var første gang for Øglemors vedkommende, at hun skulle holde juleaften, og det var til et rent 12-tal!
Mellem jul og nytår havde vi besøg et par dage af Øglen og Varanen med deres forældre. Heldigvis var der sne i netop de dage, så det måtte udnyttes, og det blev det.

Minisnemand med sommerhat!
Heldigt, at vi har en lille kælkebakke i haven
Også heldigt, at nissehulen i skoven er intakt, i hvert fald et par dage om året, og tilfældigvis, når børnebørnene er på besøg.
Nissehulen
Således gik den juleferie og lidt mere, hvor der også var Jyllandsbesøg og guldbryllup på programmet.
Velkommen 2015.

Husbondens fortræffelige rugbrød, nu med brødpose