Her er jeg med

tirsdag den 26. november 2013

Bage-knase-klippe-klistre-hygge-weekend

Endnu en skøn weekend er forbi. Vi var 10 personer det meste af tiden, så der var gang i hytten. Alle holder af hinanden, og basis for fællesarrangementer er således optimal. Nogle kom fredag aften, andre blev længere end de først ankomne osv.
I løbet af weekenden blev der produceret forskelligt, både spiseligt og til pynt. Med 4 børn (2-6 år) er der også nok at se til for "de unge mødre". Men de formåede alligevel både at bage og at klippe-klistre.


Husbonden bagte sine traditionelle æbleskiver (med margarine!), "de unge mødre" lavede engle og grå nisser samt bagte brunkager med eller uden hjælp fra børnene. Tylenglene og englene th. i collagen er inspiration fra blogland, og de grå filtnisser er fundet af vores svigerdatter i "Magiske måneder" af Helle Schjønning.
Kartonenglene på samme billede er formet efter børnenes hænder og fødder! Billedet oven over englene viser det ældste barnebarns julepynt, som hun selv har kreeret.
Hygge over hele linjen.


Draculakusiner, klaverundervisning, LEGO, hyggestund i barnevognskassen i bryggerset, allergivenlig hund i dukkevognen osv. Der skete noget hele tiden.
Læs mere om den store mængde LEGO, som holdt flyttedag fra vores loft til de respektive børnefamiliers do, hos Øglemor
Indimellem skulle vi også have noget at spise. Julefrokosten lørdag var bedre end længe, hvilket primært skyldtes de skønne sager Reptilfamilien medbragte: Milde gaver fra diverse firmaer til Øglemor og hjemmelavede asier og rødbeder og grenadinesaft.
"De unge fædre" tog sig kærligt af culotten, som fik en tur på gasgrillen, så også aftensmaden kunne leve op til forventningerne.
Jeg nåede faktisk ikke rigtigt at lave noget julepynt,-knas,-dekorationer osv, og den Luciabrødsdej jeg endelig havde fået bikset sammen, blev ganske vist bagt, men endte som fuglefoder! Sådan kan det gå.
Så er det jo godt, at vi får 2 små piger på ferie fra torsdag til søndag i denne uge, så kan de hjælpe mig.

torsdag den 21. november 2013

Tid - hvor bli´r du af?

I sidste weekend havde vi de skønneste gæster, store og små. Øglemor kom forbi med de to små og var her i fire dage! Det er sjældent, vi har fornøjelsen af at have dem så længe.
Børnene synes heldigvis, at det er et hit at være her, selv om der ikke sker det helt store, set med vore øjne.
Øglen vil gerne hjælpe, hvor hun kan, og en dag var hun sammen med morfar med til at rydde op i "skoven" og være med på lossepladsen bagefter.

Her hjælper de begge
Her er Øglen oppe i "twaileren"
"Jeg vil også være med"
Øglen gik også tur med ´mårfar´ og Kenzo hver morgen. Begge børn er heldigvis rigtige ude-børn. Hvis vejret er nogenlunde, vil de lige så gerne være ude som inde.
Inden de kom på besøg, havde Øglen fabrikeret en plan. Hun og ´mårfar´ skulle løbe om kap, så hun havde taget sit træningstøj med. Det skulle være med medaljer, skamler og pokal. Vi manglede lige at afsynge "Der er et yndigt land", da vi var færdige, men det så vi stort på.
Huhej, gik det. Øglen havde lagt ruten, så vi kom rundt om træer, det forsvundne legehus osv. Ja, jeg var også med. Som Øglemor sagde: "Der skal jo også være en nr. 3!" Tak for det!
Øglen var slemt forpustet bagefter: " Jeg troede, at ´mårfar´ ville overhale. Han var lige i hælene på mig! "
En lykkelig vinder.
"Så nu har jeg 6 medaljer," sagde hun.
Ellers gik tiden med at lege med LEGO, tegne, gynge, finde "Violine" på computeren, få læst historier, se Ramasjang, lege med Kenzo osv.

Pause-is
Kaj og Andrea, Oline osv.
Kaj og Andrea kan printes ud i lighed med mange af de andre figurer, så man til sidst har en hel malebog.
Jeg håber, at Øglemor fik slappet lidt af. Måske er Varanen snart klar til at komme på ferie alene. Han er i hvert til fald meget fortrolig med os.
Undervejs fortalte Øglemor, at hun og Øglen havde haft en snak om engle. Øglen havde blandt andet spurgt, om man kunne se dem i virkeligheden? Det havde Øglemor stillet sig lidt tvivlende overfor, så samtalen var sluttet af med, at Øglen havde sagt, at hun godt vidste, at englene og rummændene var oppe i himlen og passede på os! Selvfølgelig!

"Det er hyggeligt med gæster"
Og nu nærmer næste weekend sig allerede. Hvor er dagene blevet af? Et stort projekt skal afsluttes inden i morgen, såsom at rydde op, sortere, smide væk, gøre rent osv. på et af værelserne. Fjollet at tro, at jeg kan nå det, samtidig med, at jeg skal have pakkekalendergaver færdige, handlet ind, fundet julestads frem osv,
sådan at huset fremstår som et rigtigt julehus i weekenden med nisser og gran og duften af småkager!! Det kommer nok ikke til at ske, men mon ikke mindre kan gøre det?
I weekenden bliver vi nemlig 10 til klippe-klistre-bage-knase-dage. Jeg glæder mig, og så må det gå, som det plejer. Nemlig godt!







mandag den 11. november 2013

Tempeltræ m.m.

Det første Gingko Biloba - træ jeg hørte om, står, så vidt vides, stadig ved siden af Viborg Katedralskole. Da jeg var gymnasieelev der, overværede vi alle, at træet blev plantet tæt på skolen. Hvad anledningen var, hvem der havde skænket det osv. husker jeg ikke mere, men navnet på træet bed sig fast.
Det er et meget hårdført træ. Det overlevede Hiroshima. Træet stammer oprindeligt fra Kina og Japan og er verdens ældste nulevende træart. 300 millioner år siges det at være. "Et levende fossil" bliver det også kaldt. Desuden har det mange helbredende egenskaber. Man kan bl.a. læse om træet her.

Den næste gang jeg mødte et sådant træ, var i Kejserens Have i Shanghai. Det var meget stort. Jeg har desværre ingen billeder af træet fra turen. Desuden var der et væld af andre planter, vi også skulle se, og små finurlige huse.

Fra Kejserens Have i Shanghai
 Og så her i den forgangne weekend igen. Vi var på besøg hos min svoger på Lolland. Vejret var ekstremt dårligt med regn og rusk, så det blev en kort gåtur for mit vedkommende. Uden for matriklen er der ellers mulighed for mange ture.
Midt i hans have står et tempeltræ. Jeg fatter ikke, at jeg ikke har lagt mærke til det før. Det havde stort set tabt alle bladene, men som de lå på jorden var de dog letgenkendelige. De har "gåsefodsform":

Gingko Biloba-træ i en lollandsk have
De karakteristiske blade
Desværre fik vi ikke set så meget af Lolland denne gang, men hygge, afslapning og god opvartning skortede det ikke på.
Vel hjemme igen fejrede vi Mortensaften med langtidsstegt and (4 timer ved 160 grader), hjemmelavet rødkål med blandt andet friske tranebær og naturligvis sovs og kartofler. Anden var en fritgående Oscar-and af Pekingandracen. (Man har vel set Bitz og Frisk og deres udsendelse om ænder!)

Andesteg tillavet som retten Peking-and er en helt anden historie!










onsdag den 6. november 2013

Klar, parat .....

I min verden er der nu sæsonstart for forskellige mere eller mindre kreative tiltag. Mandag aften begyndte strikkesæsonen, og snakken og pindene gik lystigt. Et af temaerne var strikkede og hæklede fisk, som skulle bruges som sangskjulere i lighed med de cupcakes, vi fabrikerede i foråret.

Sangskjulere til en pigekonfirmation
I foråret 2014 skal broderen i den samme familie konfirmeres, og han holder meget af at fiske, så det var nærliggende at fabrikere nogle fisk. Hæklede fisk hat jeg fundet opskriften på, mens det kniber mere med opskriften til en strikket fisk. Anyone?
Desuden fik vi i mandags planlagt et par udflugter, bl.a. til en lokal keramiker, som efter sigende laver de skønneste ting, bl.a. keramikknapper i den størrelse, tykkelse, farve, man måtte ønske sig. Det bliver spændende at se hendes udstilling.
Tirsdag aften var der start på en ny sæson spanskkursus. I år har vi (en exkollega og jeg) været så dristige at melde os til "Spansk for lettere øvede". Jeg må nok sige, at vi har fået kam til vores hår! På holdet er vi 3 fra begynderholdet i sidste sæson, og vi blev da også straks udpeget som de rene novicer i forhold til de andre! (Hvor pædagogisk var det lige??)
Men vi kommer stærkt igen.

Sådan er det! (Frit oversat!)
I september begyndte også læsekredsen på en ny runde. Den har jeg meldt mig ud af. Der er både fordele og ulemper ved en sådan. Til sidst begyndte jeg at føle det mere som en pligt end som en glæde at læse en ny bog, som andre havde bestemt for mig, fremfor selv at vælge. Nu holder jeg i hvert fald en pause, og så må vi se videre frem.

Siden sidst har vi også været til svigersønnens fødselsdag i Den Nye By. Det var simpelthen bare så hyggeligt, hjertevarmt og dejligt, som det overhovedet kunne være. De 4 børnebørn havde en fest og var som en sæk lopper. Jeg fik overhovedet ikke taget nogle billeder.
Vi blev trakteret efter alle kunstens regler, kaffe, te, fødselsdagsboller, choko-rugboller, lagkager, sodavand, kakao osv. Selv fuglene fik deres.

Jeg ved ikke, om fuglene har besøgt deres nye restaurant!
Og vi fik at se, hvor langt håndværkerne var kommet. Heldigvis går det den rette vej nu. Toilet-vognen skal også lige have et ord med på vejen. Når man absolut skal have en sådan, så er den her helt fin. Rummelig, lun og lys. Men det bliver dejligt at slippe for at skulle ud i al slags vejr for at komme ind i den.
Til sidst et enkelt billede fra matriklen:

Her stod legehuset!