Her er jeg med

fredag den 28. juni 2013

Rendemaskerne på udflugt

Vores lille strikkeklub var på sightseeing forleden, dog uden strikketøj. Det er efterhånden blevet en tradition (hvis man kan kalde det det efter et par år?), at vi kører en tur, mindst én gang om året. I år har vi faktisk allerede været på to udflugter, og det er vældig hyggeligt.



Denne gang gik turen til Gisselfeld, et af de smukkeste og største danske slotte og godser. Det var tørvejr, og solen tittede oven i købet frem nogle gange. Køligt var det dog. For nogle var det et gensyn, for andre var det første gang.
Gisselfelds historie er lang og broget, ligefra da det blev bygget i 1500-tallet og op til vore dage. Et af de sidste kapitler i denne historie kan læses i Bjørn Westergårds og Peter Juuls bog: "Kampen om Gisselfeld - den store familiefejde".
Haveanlægget og de smukke omgivelser inspirerede H.C.Andersen til at skrive "Den grimme ælling". Parken er på ca. 40 ha. Vi nøjedes med et par ha.



En kraftig skypumpe ramte en uge, før vi var der, Gisselfeld og forårsagede store ødelæggelser. De to store gamle lindetræer ved broen over voldgraven væltede, og i skovene blev halvdelen af årets pyntegrønt (70) tons ødelagt , da mange graner gik til på grund af det kraftige uvejr og hagl så store som isterninger. Uvejret varede ca. et kvarter, og så fik man travlt med at rydde op. Allerede om fredagen skulle der være "Opera i det fri".


Her spiste vi vores medbragte mad. Som bord og siddeplads brugte vi stubben fra én af de væltede lindetræer. Den grønne bænk flyttede vi lidt rundt på, så det passede til vores behov! Dette resulterede i, at Stig Lauritzen fra Orangeriet spurgte, om det var os, der havde spist frokost ved broen?
"Big Brother is watching you", tænkte vi. Men spørgsmålet var naturligvis kun for sjov.
Et besøg i Orangeriet er et must. Der er altid mange skønne planter og ting og sager at kigge på og en fantastisk stemming. Vi var et par stykker, der gik efter en helt speciel blå orkidé, en Vanda. Den havde han ikke den dag, men den koster efterhånden også ca. 700 kr., så det var måske lige i overkanten!


Det er ikke alle blomsterne her, jeg kender navnet på. Den gule orkidé kom sammen med en citrongeranium "Lemon Kiss" med mig hjem. Men skønne var de alle.
Det er dejligt blot at kunne gå rundt og nyde, dufte, bruge alle sine sanser og samtidig være i godt selskab!
Inden vi forlod Orangeriet bad Stig L. om vore mailadresser, så han kunne sende os invitationer til forskellige events.
Vi kommer naturligvis også fra hans hjemby!
Eftermiddagen sluttede vi af med en kop kaffe og et stk. chokoladekage på cafeen ved udgangen. Vi kunne sågar sidde ude. Helt klart endnu en succes i vores lille klub og en markering af, at vi nu holder ferie en god måneds tid.

tirsdag den 25. juni 2013

Hyldene dufter i stuen ind ..

......... ude fra Danmarks haver (Danmark, nu blunder den lyse nat). Den duft skal udnyttes:


Så er hyldeblomstsaften hældt på flasker. Den specielle flaske til højre er en cognacflaske med en rest i bunden, og det blev hyldesaften ikke dårligere af! Ellers smager den jo fortræffeligt blandet med hvidvin. Det skal blot være iskoldt.
Hyldeblomsterne til saften er ikke plukket på matriklen, men lige i nærheden. Vi har desværre kun et enkelt træ, nærmere en busk, som ikke kaster meget af sig.


Her er et par billeder fra haven: Hyld, dværgsyren, pæon, storkenæb, umodne mirabeller, dronningebusk.
Grunden til billedet af de grønne mirabeller er den, at jeg læste for nylig, at Grøntsagsavlernes rockstjerne, Søren Wiuff, Lammefjorden, havde fundet ud af, at mirabeller er helt fantastiske, lige når de sætter frugt. Så er de at sammenligne med oliven og kan behandles derefter. Samme "rockstjerne" (Politiken) er kendt viden om for sine afgrøder, som han hele tiden udvikler og sælger til diverse Michelinrestauranter og andre. Han er en spøjs fætter, som det er umagen værd at besøge.
På et tidspunkt var vi et sluttet selskab, som var på besøg hos ham og for en kort stund deltog i marken med at stikke asparges. Senere smagte vi på varerne. Han var også ved at udvikle aspargesøl. Han har alle mulige afgrøder: asparges, gulerødder, porrer, pengeurt, citrongræs, løg, forskellige kålsorter, salater, ukrudt osvosv. Han kan sælge det hele.
Det sidste nye er, at han har fået tilladelse til at dyrke en speciel sort af hamp på en mark, fordi den sætter nogle små nødder i toppen, som kan smage ret godt!

Også i nærheden af matriklen:


 

søndag den 16. juni 2013

De grå synger.......

..... og sludrer og snakker og hygger sig. Sådan var det i hvert fald forleden, da vi var til den årlige fætter- og kusinefest.
Mødestedet var denne gang syd for grænsen, nærmere betegnet i Harrislee. Der var torvedag. Frugt og grønt i rigelige mængder og god kvalitet trak mange mennesker til. Desuden var der naturligvis også planter, brød, tøj osv. Endelig kunne man få gratis smagsprøver i form af en tallerken salat. Det var denne dag borgmesteren, der gav. Salaten bestod af rucola, hvide asparges, skåret i små stykker og svitset på panden, jordbær, forårsløg, revet ost og balsamico. Det smagte fortræffeligt.
Vi drog hjem med et kilo hvide asparges, et kilo abrikoser, en kålrabi, en agurk og en "Kokardenblume", en staude, som er i kurveblomstfamilien. Hvad den hedder på dansk, ved jeg ikke.

Lækre, nordtyske asparges
Efter at have kigget på markedet var der tid til frokost på den nærliggende kinesiske restaurant. Det er et dejligt sted med lækker og rigelig mad. Jeg fik sprød and med asparges, ris og en sauce med masser af grønt. Vi fik vist alle noget forskelligt med diverse drikkevarer.
Inden vi forlod Harrislee, sagde vi lige farvel til nogle af de lokale:




Herlige figurer, som var med til at skabe markedsstemningen!

Vi kørte mod Frøslevlejren, hvor vi dels skulle se Amnesty Internationals udstilling, dels drikke kaffe.

Frøslevlejrens historie er vældig interessant, hvilket man kan overbevise sig om ved at besøge museet. I bygningerne er der i dag flere museer, samlinger, udstillinger, naturskole og en efterskole. Den udstilling, vi så, handlede om romaerne og romahad.


Kunstneren Jens Galschiøt havde bidraget med flere kunstværker, dels en del voksbøger, som er forarbejdet for bronzebøger. Det er meningen, at de små bronzebøger skal bygges op som 2,5 m høje bogstaver, der skal danne ordet FUNDAMENTALISM. Bøgerne er fra kristendommen, jødedommen og islam. Der skal ialt bruges 8.000 bøger. Skulpturen er færdig i 2014 og skal derefter på turné.

En af Jens Galschiøts masker på stedet
Efter at have set udstillingen fandt værtsparret en dejlig lysning i en skov tæt ved lejren, hvor vi fik medbragt kaffe og kage samt en sang. Herligt!

Nu med hat!
Forsamlingen består af 11 personer, kusiner, fætter med ægtefæller i alderen 50 til 70. Der var heldigvis godt vejr, og det blev bedre og bedre op ad dagen.
Sidste del af festen foregik i værtsparrets sommerhus. På vej dertil tog vi en afstikker til en grænsekiosk, hvor vi hurtigt fik købt ind, så depoterne kunne fyldes op. Videre og hurtigt til sommerhuset for ikke at gå glip af noget af dagens program!

Min søde kusine byder velkommen!
Første programpunkt var det obligatoriske pakkespil, der som altid vakte megen moro. Hvem vandt så ikke noget?
Til gengæld fik Husbonden sin del af høsten:


Aftensmaden bestod af solæg bl.a.

Solæg, en sønderjysk specialitet. Uhm!
Derefter fik vi smørrebrød, ost, lækkert brød og lækre oliven og jordbær til sidst. Til kaffen fik vi en anden sønderjysk specialitet: Gode råd (goej raj).


Gode råd (mere uhm!)

En dejlig dag var ved at være forbi. I løbet af aftenen hørte jeg om sangbogen: De grå synger. Jeg vidste ikke, at der findes en sådan. Den indeholder 46 schlagere fra 50´erne. Til dem knytter sig en masse minder for de fleste af deltagerne. Den må jeg have fat i.

1000 tak til alle for en rigtig dejlig dag, specielt til værtsparret!

Den skønneste aftenhimmel på vejen hjem
 

torsdag den 13. juni 2013

Tivoli og feriegæst

Årets første besøg i Tivoli fandt sted i lørdags. Vi var inviteret til surpriseparty i Grøften. Vores "svenske" niece var genstand for opmærksomheden. Hendes kæreste havde inviteret os til frokost i anledning af hendes fødselsdag. Det var en vældig sød idé, synes jeg.
Så hun stod tidligt op i Stockholm lørdag morgen, og hun og kæresten drog afsted. Hun anede ikke, hvor turen gik hen, så hun blev noget overrasket, da hun pludselig skulle i Tivoli. Da hun kom ind i Grøften , trådte vi frem fra vores gemmested (!) med flag og hurra-råb. Hun blev helt paf og glad!

Velkommen til Tivoli
Stemningsbillede
Der var heldigvis vældig godt vejr, så det var en fornøjelse også at slentre rundt og nyde de forskellige scenarier: Aladdin, musik på Plænen, Spøgelsestoget, boderne, alle blomsterne og springvandene osv.

Endnu et stemningsbillede
Velkommen til Grøften
Min tallerken: Varmrøget laks med æggeblomme og en masse grønt
Efter et par timers godt selskab var det tid til at takke af. De unge mennesker havde også andre aftaler, som kæresten ligeledes havde sørget for, og vi skulle videre for at hente en lille feriegæst.
Vi kørte ud for at hente Øglen, som gerne ville på ferie hos mormor og morfar i 4 dage. Og hun holdt nøje tal på dagene.
Hun er kun 4 år, og hun kaldte kun på sin mor en gang, da hun havde slået sig. Ikke engang, når hun skulle i seng, var der så meget som et lille pip. Fantastisk! Jeg tror hun nød at have alenetid med bedsteforældrene.
Vi lavede en masse forskelligt i løbet af de dage. Det vil naturligvis føre for vidt at berette om det hele. Hun er en sød, sjov og glad lille pige, som har et fantastisk godt ordforråd.
På et tidspunkt ville hun gerne tegne og male. Hun måtte vælge 3 billeder fra "Tegn med tal" fra Shufflebook. Hun valgte en prins, en prinsesse og en romer. Jeg tegnede dem pligtskyldigst, og så skulle hun farvelægge dem. Hun startede med romeren.

De 2 billeder af romeren
Da hun havde farvet hjelmen, sagde hun pludselig:"Mormor, han ligner Justin Bieber"! Øhhh, hvor kom det fra? Fra børnehaven sikkert. Sjovt var det at høre hende sige netop det.
Lidt senere:"Vil du se min kunst oppe på værelset?"

"Det er et hus med meget sne på vinduet!"
Hun filosoferer meget,det lille myr. "Her i familien hjælper vi hinanden. Når morfar gør noget for dig, så gør du jo også noget for ham, ikke?" Det var noget med at rydde op i køkkenet og vaske skjorter! Hun er herlig at lytte til.
En morgen kunne hun ikke spise alle de havregryn, hun havde hældt op. Jeg lokkede hende lidt, men så sagde hun:"Du skal bare sige, hvor mange skefulde jeg skal tage!" Jeg sagde 5, og så spiste hun 5 skefulde. Skønt.
En dag spiste vi frokost udenfor. Hun elskede at pakke madkurv og være med til at bestemme, hvad der skulle med. Det var så hyggeligt.

Frokost i det grønne
Vi nåede også at bage. Vi bagte pandekager, marengs (som af en eller anden grund blev helt flade) og en gulerodskage. Hun vil meget gerne hjælpe til i køkkenet.

Gulerodskage
Vi sludrede om løst og fast, og hun kastede sig ud i alle emnerne. En aften ville hun gerne se TV, men jeg var ikke sikker på, at der var noget for hende. Vi tog en tur gennem alle kanalerne, og pludselig var der noget hun gerne ville se: Landskamp i håndbold mellem DK og Tyrkiet! Hun så hele første halvleg og gik meget op i det. Jeg forklarede, og hun spurgte og kommenterede. "Nu har de hvide (Tyrkiet) fået mål igen. Nu må de stoppe! Hvor mange mål har de nu? Hvorfor er der én i en blå trøje (målmand)?" osv. Det var sjovt, så jeg spurgte, om hun skulle gå til håndbold, når hun blev større. Nej, det skulle hun ikke.

En anden dag var vi ved stranden.

Hun samler sten i posen
Hun fik sko og strømper af, så hun kunne prøve at dyppe tæerne i vandet, men dels var det koldt, dels vrimlede det med små kræ, såsom tanglopper, fluer og andre typiske strandkryb, så det blev ikke til noget. Til gengæld fandt hun mange sten. Hun fokuserede på dem, der glimtede.
Vel hjemme igen, ville hun gerne spille vendespil, men det indeholdt mange brikker, så det var for uoverkommeligt. Desuden havde jeg fået det første "bestik", og så gad hun ikke mere.
Vi snakkede også om hendes børnehave. Der havde hun mødt en, der snakkede " pinbinsk" (filippinsk). Øglen forveksler ofte b og v. Det lød simpelthen så sødt, så jeg spurgte, om hun kom fra Pingvinien. Ja, det gjorde hun.

Den lille fugl er til sættekassen. (Kassetænkning)
Således gik dagene med at synge, tralle, læse, tegne, se Ipad, lege, spille, bage, finde Holger igen og igen, spise og sove. Dagene gik hurtigt. Hun er en nem feriegæst, og da hun blev hentet, græd hun den første time I bilen hjem, fordi hun savnede os. Hvis succesen skal måles på det, så må det siges at have været én.
Lillebror var naturligvis med til at hente.

En, der er oplagt til sjov!
Undskyld det lange indlæg, men hvad hjertet er fuldt af...................

fredag den 7. juni 2013

Nu er dagen fuld af sang.........

Fantastiske sommerdage vi har nu. Humøret stiger, man forvandles til udemennesker, og man kan nærmest ikke få nok af solen og varmen.
Sidste weekend var vi et smut i Amager Strandpark, efter at have hentet min svigermor, som ikke begiver sig ud på egen hånd. Der havde vi jo også det mest vidunderlige sommervejr.
Grundlovsdag blev fejret med maner, da vi havde besøg af vores søn og hans to børn på tre og seks år.

Skøn udsigt fra Naturskolen
Vi kørte en tur ud til Naturskolen med picnickurven. Der er meget at se på og at forestage sig. Pladsen med bordene ud mod vandet var stort set fyldt op af mennesker med kurve ligesom vi, og foran os havde vi det skønneste område med geder, æsler, høns, kaniner og ikke at forglemme: de sødeste små kyllinger.


Pigerne havde næsten ikke tid til at spise frokost, og det forstår man jo godt. Vores ældste barnebarn holder meget af dyr, og hun ønsker sig vist en hundehvalp, men det er ikke nemt at opfylde det ønske, når man bor på 2. sal og i øvrigt er en del af en meget travl familie.

Hvor er kaninen?
Efter frokosten ville pigerne gerne lege på legepladsen, som kun indeholder ting lavet af naturmaterialer : Gynger, svingtove, klatrestativer, træstamme til at øve balance på osv. Der blev brændt noget energi af.


Derefter kørte vi ud på spidsen af Røsnæs, hvor der tilfældigvis var veteranmotorcykeltræf! Der var mange flotte køretøjer. Det interesserede naturligvis ikke børnene, så vi gik en tur ned på den meget stenede strand, som var svær at gå og stå på, men pigerne øvede sig i at slå smut.

Et flot eksemplar
Undervejs hjemad slog vi et smut forbi en ponyclub, som er landskendt via dens reklamer. Da vores barnebarn er begyndt at gå til ridning og synes rigtig godt om det, har hun forlængst meddelt, at når hun bliver 8, så vil hun gerne på ridelejr der, og selvfølgelig skal hun det. Det bliver spændende for hende.
Vel hjemme fik vi fikset aftensmaden og spiste naturligvis ude. Den lille familie ville gerne køre tidligt, så pigerne kunne få deres nattesøvn. Dagen efter var det jo arbejdsdag! De kørte af sted i en skinnende ren bil, som sønnen havde rengjort på gårdspladsen med pigerne som energiske hjælpere. Et dejligt besøg var forbi for denne gang.

Et par billeder fra havens flora:

Vi har masser af akelejer

Træpæon. Planten har to blomster: 100 % mere end de foregående år! Jeg købte den efter at vi havde besøgt kejserens have i Shanghai. Meget fascinerende, begge dele.


I morgen kører vi et smut i Grøften, hvorefter vi henter Øglen, som skal på ferie her, men det er en helt anden historie.




 

søndag den 2. juni 2013

Nye syns- og smagsindtryk

Forleden var jeg sammen med flere andre på en guidet tur ved Saltbæk Vig. Det er endnu engang blevet bekræftet, at det er så unikt et område, at det fortsat skal være fredet og dermed lukket for offentligheden. Det drejer sig alt i alt om 26 kvadratkilometer strandeng.
Det blev forsøgt inddæmmet i 1866 ("Hvad udad tabes, skal indad vindes"), men det lykkedes ikke.

Der er et rigt fugleliv og flere sjældne planter derude. I brakvandet findes flere fiskearter, bl.a. karper.
2 af de 8 plantearter, som Danmark har et særligt ansvar for i forhold til EU, findes her. Desuden er området et internationalt habitatsområde, hvilket stiller særlige krav.

Maj-gøgeurt, som kan kendes på de plettede blade
Den største forekomst af gøgeurt i DK findes netop her. Man regner med, at ca. 70% af alle Danmarks gøgeurter findes her.

Salep-gøgeurt, som kan kendes ved spidsere blade og af og til forekomst af grønstribede blosterblade
Det var en spændende tur med en meget vidende guide, som også var dygtig til at formidle sin viden.
En del af området
Inden vi sagde farvel, var vi lige omkring udgangspunktet. En gård, som ligger tæt på området. Så fik æslerne også lige besøg..
Ellers var det nu mest køer og får, vi så!
Senere på ugen var der kulturaften i byen, Kalundborg distortion (!) med boder, åbne forretninger, cafeer, smagsprøver, vikingemarked, helstegt pattegris, natløb og musik.
Der var rigtig mange mennesker i byen, godt vejr og god stemming.
Vi så os lidt omkring og endte efter en speciel smagsoplevelse på Klostertorv, hvor vikingemarkedet holdt til. Senere på sommeren er Kalundborg en del af et større sjællandsk arrangement som korstogsby. Vi har jo fx den femtårnede kirke som et meget værdigt symbol. Den er 800 år gammel.
I slutningen af juli kommer meget til at handle om korstogene,.
Vikingeflåden lægger til med Havhingsten fra Roskilde i front, og ellers vil der foregå mange forskellige ting i løbet af den pågældende weekend, bl.a. skal der males 16 m af et nyt Bayeux-tapet, som sammen med andre byers tapeter vil komme til at udgøre 70 m.
Et skuespil bliver stablet på benene. Folk kan deltage og vil blive tilbudt at låne kostumer osv.osv.
En lille smagsprøve fik vi denne aften.
Tv Broder H., som var så venlig at give os et afladsbrev!?
Klostertorv
Eleverne fra en nærliggende produktionsskole holdt pause fra arbejdet
Smagsoplevelsen den aften var økologisk flæskesvær med grannåle (langnålet ædelgran). En nærliggende restaurant stod på gågaden og delte smagsprøver ud. Det smagte faktisk godt, ligesom det fuglegræs vi også prøvede.
Vel hjemme igen afprøvede vi en strandkålssalat. Strandkålen havde Husbonden taget en håndfuld med hjem af, da han var på tur med hunden.

Strandkål før tilberedning
Resten af sidste uges oplevelser får vente!