Her er jeg med

torsdag den 29. december 2011

I nostalgiens "klare" lys

"Ved julelampens skær", sådan hed en af de gode gamle julebøger, som hvert år fandt vej til mit barndomshjem i en ny udgave, selv om jeg synes, at historierne lignede hinanden. De handlede om gårdejersønnen, som alligevel fik tjenestepigen, og alt endte i fryd og gammen. I dag vil vi helt afgjort kalde det sentimentalt pladder.

Flere andre julebøger, fx De blindes jul fandt vej. I skolen kunne man bestille julebøgerne hos læreren, som sørgede for at videregive ordrerne samt indkassere pengene. Det var virkelig spændende, når bøgerne så endelig dukkede op. Det var svært at vente med at kaste sig over dem, til vi kom hjem.
"Julens glæde" var også en fast bestanddel af julen. Hver uge året rundt kom en lille trind dame forbi og tog mod vores penge, som vi på den måde sparede op til jul, så der var lidt ekstra at købe for. Alle beløb fik vi sparemærker for, som så skulle klæbes ind i vores lille bog. Jo, der var styr på det.

Senere gik vi over til noget helt nyt: et spareur. Ca. engang om måneden kom kassereren og åbnede uret og bar pengene over i Sparekassen. Alt blev noteret. Ingen blev snydt. Når uret var tomt, blev det igen plomberet,  indtil næste gang. Uret skulle trækkes op hver eller hveranden dag, og det gik i stå, hvis der ikke kom penge i det.

Var vi fattige? Nej, det syntes/synes jeg ikke. Vi havde, hvad vi skulle bruge. Fra familien på den sønderjyske gård blev der sendt dejlig sulemad og alskens andre gode sager. En sød gammel faster sendte småkager, som alle var gået i stykker, når de nåede frem! Vi nænnede ikke at sige det til hende.

Vi boede i en stor præstegård, Min far var den eneste , der tjente penge, men vi havde ung pige i huset og havemand til parken. Bageren bagte vore småkager og stegte vores gås. Alle kagedåserne var forseglede, når de kom hjem. De blev placeret i et hjørne i den store stue med juletræet. Vi lavede konfekt. Vi havde ganske vist ingen marcipan, men flormelis, en opbagning og mandelessens kan gøre meget ved det. Figner og havregryn blev rørt til kugler, fondant blev lavet af flormelis, æggehvider og pebermynteolie osv. Måske husker jeg lidt forkert, men hvor om alting er, så smagte det godt, og vi kendte ikke andet på det tidspunkt.

Med en stor husholdning følger en masse forberedelser. Det var sædvane, at der kom nogle få gæster til julefrokosten juleaftensdag. Vi skulle være færdige kl. 14.00, for der løb den første julegudstjeneste af stabelen. Det vil sige, min far havde allerede holdt én, nemlig på plejehjemmet. Om eftermiddagen havde han 3.

Julen er en travl tid for præsterne. Vi spiste julemiddagen temmelig sent, men det gjorde ikke noget. Vi var vant til det. Om eftermiddagen gjaldt det julegudstjenesterne i de 2 sognekirker og på sygehuset. En overgang var jeg med rundt hele eftermiddagen (fromt barn), men senere var jeg kun med til de 2 sidste. Annekssognet og sygehuset.
Om de to begivenheder kunne jeg skrive en masse, men jeg vil bare sige, at det var de hyggeligste. I annekssognet, fordi kongeparret kastede glans over julen med de tre prinsesser, chauffører og øvrige ansatte, hofdamer osv. Efter at have hilst af var vi som regel med førstelæreren hjemme til en hurtig kop kaffe. Han videregav iøvrigt sin interesse for arkæologi til prinsesse Margrethe, som hun jo var på det tidspunkt.
Og på sygehuset, fordi der var en gansk særlig steming med et fantastisk flot pyntet juletræ.  Alle lysene, musikken og glade smil i tæt krans om træet gjorde stort indtryk. Selv om der var en del patienter i senge, kørestole osv, så kunne ingen rokke ved, at det var jul.
Efter gudstjenesten var vi inde på overlægens kontor, hvor vi fik sodavand og konfekt. Jeg tror, de voksne fik en sherry.
Endelig blev det vores tur til at fejre juleaften hjemme, og uagtet at vi havde sunget et væld af julesalmer dagen igennem, så måtte vi igennem dem igen samt igen høre juleevangeliet. Ingen skulle glemme, hvorfor vi holder jul!
En dejlig dag var ved at være slut.

(Undskyld, at det blev så lang en smøre!)

torsdag den 15. december 2011

Benspænd


                                    
Så er jeg vist tilbage på min pind i forhold til blogs. I den sidste tid har jeg været udsat for forskellige former for benspænd, som jeg vil vende tilbage til. Først noget om periodens højdepunkter:

1. søndag i advent havde vi små og store gæster her til klippe-, bage-, knase dag. Det var enormt hyggeligt, og der blev fremtryllet mange spændende sager, fx: Bier i marcipan, Luciabrød, æbleskiver, småkager i alle former, flettede stjerner, juledekorationer, Waldorfstjerner. Sidstnævnte kan laves ensfarvede eller i mange forskellige farver, i silkepapir.
Det var en rigtig hyggelig weekend. De 3 yngste børnebørn fik vist spist mere, end de producerede, men det hører med. Vejret var ikke det allerbedste, så det foregik inden døre.

Der er gang i den!
                                              
Er dejen mon sød nok?


2. søndag i advent fejrede vi 5 års fødselsdag i det jyske med både middag og julefrokost for alle generationer dagen efter på den nærliggende kro. Det var også en rigtig dejlig weekend. Jeg er sikker på, at fødselsdagsbarnet nød dagen ligeså meget som os andre. Hun fik endda lov til at gå med julemanden i hånden rundt om juletræet!

Bortset fra en enkelt julefrokost, så må jeg ellers nok sige, at der er blevet spændt ben for mig i de sidste uger med alle mulige former for dårligdomme. Jeg synes, at den form for bespænd, jeg mest læser om, er noget man har pålagt sig selv, men her i hytten kommer de bare!
Det er svært at foretage sig det, man gerne vil, når der bliver spændt ben for én. Således er jeg gået glip af 2 dejlige dage sammen med 2 af børnebørnene og deres forældre, samt forskellige julearrangementer. Førstnævnte håber jeg at indhente, når vi kommer ind i det nye år.