SOMMERHUSET.

Ikke kun SOMMERHUSET, men sommerhuse som sådan har jeg et specielt forhold til. Jeg tænker på de sommerhuse, vi har lånt/lejet gennem tiderne, i Dk, i Sverige, i Norge, i Frankrig osv.

SOMMERHUSET lå/ligger ved Limfjorden. Først ejede mine forældre det, og senere overtog vi det. Endnu senere blev vi nødt til at sælge.
Der har jeg tilbragt mange sommerferier, både som barn og ung, men også som voksen med egne børn. Der er noget ganske særligt over sommerhuse, og det skyldes naturligvis mange ting. Men noget helt særligt over SOMMERHUSET.
Jeg har fornylig læst et godt udtryk, som knyttede sig til sommerhuse og livet i dem. Det passede på en prik på mig.
"Sommerhuset - at eje en længsel." Jeg har forgæves forsøgt at skubbe sommerhusdrømmen fra mig. Selvfølgelig har jeg altid vidst, at nostalgien og romantikken betyder meget for den drøm, men - at eje en længsel! Udtrykket indeholder langt mere end de to nævnte begreber, fordi de i visse tilfælde godt kan have en negativ klang.
I forhold til SOMMERHUSET er det en længsel efter lange, dejlige, afslappende dage med godt vejr, en badetur, et besøg hos gode venner i deres sommerhus on the waterfront, gæster, udflugter med børnene, fx en sejltur til Salling og Mors, friske fisk hos "Egon", tilbehør i Skibsprovianteringen, friske selvplukkede jordbær, liv på havnen, altid noget at lave for små og store, og samtidig en stilhed, som kunne gøre helt ondt i ørerne.
SOMMERHUSET rummer mange fortællinger.
Det meste af det nævnte kan naturligvis også praktiseres i andre sommerhuse. Det bliver bare svært, hvis man lejer sig frem hele tiden. Selvfølgelig skal man også opleve nyt, men at kende omgivelserne, lokaliteterne, forretningerne osv. er med til at gøre en fuldstændig tryg. Og det er ikke så tosset, når man skal nyde sin ferie.
-AT EJE EN LÆNGSEL!

Babysnak.

Hele weekenden har vi lyttet til vores mellemste barnebarn (godt 1år), som vi har haft besøg af sammen med sin mor. Totalt hyggeligt. Så snart sutten var ude af munden, væltede ordene ud. Den samme lange sætning igen og igen, somme tider afslappet, andre tider insisterende, højt eller sagte. Hvor var det sjovt, og vi forstod ikke en lyd. Indimellem sagde hun ja, vov og andre småord, letforståelige, men så vendte hun tilbage til sin yndlingstale. Hvis én af os forlod stuen, var vi sikker på, at det skulle betyde noget i retning af: Du må ikke gå-bliv her! Eller, i en anden situation, kunne det måske betyde: Jeg skal vise dig noget-kom her!
Hendes mor og jeg blev enige om, at det sikkert var en slags østeuropæisk! Stærkt inspireret af søde, lidt gebrokne, østeuropæiske pædagoger, som arbejder i Babyens institution.
Baby Sofie præsterede også i stort omfang at gå alene, fra det ene rum til det andet, eller flere gange frem og tilbage i stuen. Vi var totalt benovede. Hun havde kun gjort det en enkelt gang før, hos far-forældrene. Ind imellem kravlede hun naturligvis. Det går stadigvæk hurtigst for hende.
Vi var 3 til at holde øje med hende. Ind imellem var hun meget bevidst om, at vi var opmærksomme, både når hun ville ind i skabet med porcelæn, når hun gik "i kødet" på vores rolige labrador, og når hun stavrede derudaf. Det var sjovt at se et skævt smil og et glimt i øjet.
Hun er selvfølgelig en guldklump, ligesom jeg formoder, at alle andre børnebørn er for deres bedsteforældre.
Hun har udviklet sin egen lille personlighed, synes vi. Hun er helt sin egen, meget mild og medgørlig. En gang imellem slår temperamentet, som ligger godt gemt, dog igennem og viser, at man har vel også sin egen mening!
Ligeså skønt det er at have besøg af alle på engang, børn, børnebørn, svigerbørn, ligeså dejligt er det også at have en weekend med kun en lille familie. Man kan bruge mere tid på at snakke, iagttage, lytte og bare være.